Libanons parlament udpeger Berlin-ambassadør som ny leder

Libanons parlament har mandag udpeget landets Berlin-ambassadør, Mustapha Adib, som ny premierminister. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Han får til opgave at danne en ny regering, som skal lede landet igennem krisen efter den voldsomme eksplosion på havnen i hovedstaden Beirut 4. august.

48-årige Adib er blevet udpeget, tre uger efter at Hassan Diab trak sig fra posten i kølvandet på eksplosionen.

Adib har været Libanons ambassadør i Tyskland siden 2013.

Han siger efter udnævnelsen, at en ny regering skal dannes på rekordtid. Dertil vil han straks gennemføre reformer og indgå en aftale med Den Internationale Valutafond om finansiel hjælp, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Eksplosionen tidligere i august har efterladt Libanon i en dyb krise. Landet var i forvejen i en penibel situation, som eksplosionen blot har forværret.

Over 180 mennesker døde i eksplosionen, hvor også cirka 6000 øvrige blev såret.

Dertil kommer massive ødelæggelser i Beirut, som vil koste milliarder at genopbygge. Libanons præsident, Michel Aoun, har vurderet, at skaderne vil løbe op i mere end 15 milliarder dollar – 95 milliarder kroner.

Eksplosionen skete, efter at næsten 2800 ton af det sprængfarlige kemikalie ammoniumnitrat eksploderede.

Efter eksplosionen var der omfattende demonstrationer i Beirut og andre byer rettet mod landets politikere. Det førte til, at regeringen trådte tilbage.

Til trods for adskillige advarsler havde Libanons skiftende regeringer i de seneste seks år undladt at gøre noget ved lageret.

/ritzau/