Baltiske lande forbyder Lukasjenko indrejse

Estland, Letland og Litauen indfører mandag forbud mod indrejse for 30 hviderussiske embedsmænd, herunder præsident Aleksandr Lukasjenko.

Det siger Litauens præsident, Gitanas Nauseda, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Listen over de hviderussiske embedsmænd kan blive udvidet. Indrejseforbuddet er et første skridt, lyder det videre. Det fremgår ikke, hvilke tiltag der ellers er lagt op til.

– Vi har sagt, at der er brug for fredelig dialog og aftale mellem regimet og samfundet. Men vi kan se, at regimet ikke er klar til det, siger Nauseda:
– Vi kan se, at vi er nødt til at skride til handling og vise et eksempel for andre lande.

Litauen har før sagt, at det vil sanktionere hviderussiske embedsmænd, som landet anser for at være ansvarlige for valgfusk og vold mod demonstranter.

Demonstranter i tusindvis samles for tiden på gaden i Minsk, Hvideruslands hovedstad.

Demonstranterne kræver Lukasjenkos afgang.

Sådan har det været de fleste dage siden præsidentvalget i Hviderusland 9. august.

Ved valget blev Lukasjenko officielt udråbt som den store vinder med over 80 procent af stemmerne.

Men oppositionen har beskyldt Lukasjenko, der har siddet på magten siden 1994, for valgfusk.

De tror ikke på de officielle tal, der gav omkring ti procent af stemmerne til den mest populære modkandidat, Svetlana Tikhanovskaja. Hun har taget ophold i Litauen, efter at hun flygtede fra landet efter valget.

Også EU og mange andre internationale aktører har sagt, at de ikke anerkender valgresultatet. EU arbejder på en lignende liste som de baltiske lande.

Søndag blev der rapporteret om op mod 100.000 demonstranter.

De blev undervejs mødt af et massivt politi- og militæropbud.

Videoer fra sociale medier og mediet tut.by viser, hvordan kampvogne og urobetjente bevægede sig hurtigt rundt i byen for at holde demonstranterne i skak.

Politiet kørte op langs optogene og hev demonstranter ud af mængden og ind i vogne.

I alt blev mindst 140 personer anholdt ifølge de hviderussiske myndigheder.

/ritzau/