Tyrkere i fiskerbåde søger asyl på græsk ø

To fiskerbåde med tilsammen 26 tyrkiske asylansøgere er i weekenden ankommet til den græske ø Chios. Det oplyser Grækenlands kystvagt søndag.

De 26 tyrkere vil alle søge om asyl i Grækenland, fordi de mener, at de bliver forfulgt af det tyrkiske styre under præsident Recep Tayyip Erdogan. Det skriver den lokale netavis Politis Chios.

Gruppen, som omfatter børn, blev reddet af den græske kystvagt, da bådene nærmede sig den græske ø lørdag. To af passagererne på de tyrkiske fiskerbåde havde boret hul i bådene for at udløse en redningsoperation. De blev senere anholdt.

Asylansøgerne blev testet for coronavirus og overført til et karantænecenter i Lefkonia.

For tre uger siden ankom en anden båd med 23 tyrkiske statsborgere om bord til Chios for at søge om asyl.

Der har siden 2016 været rapporter om tyrkere, som er kommet til Grækenland for at søge om asyl. Det har hovedsageligt været embedsmænd og personer fra militæret, som har frygtet at blive beskyldt for at støtte et fejlslagent kupforsøg mod præsident Erdogan i 2016.

Siden kupforsøget har de tyrkiske myndigheder anholdt over 77.000 for forbindelser til Fethullah Gülen. Det er hovedsageligt militærfolk, lærere og dommere, der er blevet anholdt.

140.000 er blevet suspenderet eller fyret fra deres job i den offentlige sektor.

De er blevet beskyldt for at støtte den eksilerede muslimske lærde Fethullah Gülen, der i dag bor i USA.

Relationerne mellem Tyrkiet og Grækenland er blevet stærkt forværret i denne måned i forbindelse med optrappede spændinger omkring retten til udvinding af blandt andet naturgas i den østlige del af Middelhavet.

Tyrkiet advarede lørdag om, at der vil være fare for krig, hvis Grækenland udvider sit territoriale farvand.

– Hvis det ikke er en årsag til krig, hvad er så? Sådan sagde Tyrkiets vicepræsident, Fuat Oktay. Udtalelsen kom, efter at den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, havde bebudet, at grækernes territorialfarvand vil blive udvidet fra 11 til 22 kilometer langs landets vestkyst.

/ritzau/AFP