Brasilien runder 120.000 coronarelaterede dødsfald

Brasilien har søndag passeret 120.000 coronarelaterede dødsfald. Det sker, efter at landets sundhedsministerium de seneste 24 timer har registreret 41.350 nye tilfælde af coronavirus og 758 døde.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til søndag dansk tid.

I alt har det sydamerikanske land med omkring 212 millioner indbyggere nu registreret 120.262 døde og 3,8 millioner smittetilfælde siden pandemiens begyndelse.

Det svarer til 56,6 døde per 100.000 indbyggere.

Ud af landets 3,8 millioner smittetilfælde er 3,1 million meldt raske igen, viser tal fra Johns Hopkins University.

Målt på antallet af døde er Brasilien det næsthårdest ramte land i verden under pandemien. Landet er kun overgået af USA, der har registreret 182.665 døde under pandemien.

På trods af de mange dødsfald er antallet af nye smittede og døde i Brasilien begyndt at stabilisere sig de seneste uger.

/ritzau/