Vestlige journalister må nu ikke arbejde i Hviderusland

Mindst 17 journalister, som rapporterer fra Hviderusland til vestlige medier, har fået frataget deres akkrediteringer og kan ikke længere arbejde i landet.

– Denne udvikling er endnu et tegn på, at regimet er moralsk bankerot, siger oppositionslederen Svetlana Tikhanovskaja.

De journalister, som bliver frataget deres akkrediteringer, er blandt andet fra det britiske BBC, det tyske ARD, nyhedsbureauerne AFP og Reuters, skriver forskellige hviderussiske medier samt AFP og landets journalistforbund.

Uden akkreditering er det ikke muligt at arbejde i landet.

Tatiana Melnitjuk, som blandt andet rapporterer for BBC, siger til netmediet tut.by, at hun blev ringet op af det hviderussiske udenrigsministerium og fik besked om, at hendes akkreditering var blevet inddraget.

– Da jeg spurgte om, hvad jeg havde gjort forkert, svarede de blot, at de havde fået pålagt at formidle beskeden til hende.

Oppositionslederen Svetlana Tikhanovskaja, som befinder sig i eksil i nabolandet Litauen, siger, at denne taktik ikke vil lykkes, og at hviderusserne ikke længere er bange.

– Hvis disse rapporter er sande, så er det endnu et tegn på, at regimet er moralsk bankerot. Den eneste måde, hvorpå det forsøger at klamre sig til magten, er ved at bruge en taktik med at skabe frygt og rædsel, siger hun i en erklæring.

Også USA fordømmer beslutningen om at tilbagekalde akkrediteringerne.

– Vi står ved den hviderussiske befolknings side i deres stræben efter en demokratisk fremtid, og vi støtter deres krav om demokratiske reformer, hedder det i en erklæring fra den amerikanske ambassade i landet.

Lørdag fik flere tusinde kvinder gennem den hviderussiske hovedstad, Minsk, for at protestere mod præsident Aleksandr Lukasjenko og hans regime. Mange af dem var klædt i nationaldragter og medbragte blomster, flag og balloner i en såkaldt solidaritetsmarch, hvor de blandt andet råbte: “Det er vores by”.

/ritzau/Reuters