Black Panther-stjerne er død af tarmkræft som 43-årig

Hollywood-stjernen Chadwick Boseman kendt fra filmen “Black Panther” er død af tarmkræft i en alder af 43 år.

Det oplyser familien natten til lørdag dansk tid ifølge BBC.

Skuespilleren døde i sit hjem i Los Angeles omgivet af sin kone og familie, siger hans pressesekretær Nicki Fiovarante til nyhedsbureauet AP.

Chadwick Boseman blev diagnosticeret med tarmkræft for fire år siden. Det oplyser hans familie i en pressemeddelelse.

Boseman har ifølge BBC ikke offentligt udtalt sig om sin sygdom.

– En ægte kriger. Chadwick holdt ud igennem det hele og gav jer mange af de film, som I elsker så meget, siger hans familie.

De forklarer i pressemeddelelsen, at skuespilleren nåede at indspille adskillige film under sit sygdomsforløb, for eksempel “Marshall” og “Da 5 Bloods”.

Filmene blev ifølge familien optaget mellem “utallige operationer og omgange med kemoterapi”.

– Det var hans karrieres største ære at bringe “Kong T’challa” til live i “Black Panther”, siger familien.

Chadwick Boseman er mest kendt for sin hovedrolle i superheltefilmen “Black Panther”, der udkom i 2018.

Filmen er den 12. mest indtjenende nogensinde målt på billetsalg i biografen.

/ritzau/