Trump accepterer nominering og betoner skillevej for USA

Aldrig før har vælgerne haft et mere klart valg mellem to partier og to forskellige politiske veje.

Det siger USA’s præsident, Donald Trump, foran Det Hvide Hus fredag morgen dansk tid efter at have accepteret Republikanernes nominering som præsidentkandidat ved valget i november 2020.

– Med et hjerte fyldt med taknemmelighed og uendelig optimisme accepterer jeg på dybfølt vis denne nominering som præsident for USA, siger Donald Trump til jubel fra tilhørerne på græsplænen uden for Det Hvide Hus.

Samtidig langer han ud efter sin demokratiske modkandidat, Joe Biden, som han kalder en, der “ødelægger amerikansk storhed”.

– Dette valg vil afgøre, om vi redder den amerikanske drøm, eller om vi lader en socialistisk agenda ødelægge vores skæbne, som vi sætter højt, siger Trump.

– Din stemme vil afgøre, om vi beskytter lovlydige amerikanere, eller om vi giver frit spil til voldelige anarkister, urostiftere og kriminelle, som truer vores borgere, siger han.

Under talen sender han samtidig en tanke til ofre og berørte af orkanen Laura, der har ramt delstaterne Texas og Louisiana.

Han fortæller, at han vil besøge områderne i løbet af weekenden.

Talen markerer slutningen på fire dages republikansk konvent.

/ritzau/