Japans premierminister træder tilbage på grund af sygdom

Japans premierminister, Shinzo Abe, har besluttet at træde tilbage på grund af helbredsproblemer.

Han fortæller, at han træder tilbage efter næsten otte år på posten som premierminister, fordi hans sygdom ikke skal stå i vejen for vigtige beslutninger, der skal træffes.

– Jeg har besluttet at træde tilbage fra posten som premierminister, siger han, efter det dagen igennem har svirret med rygter om hans afgang.

Ifølge de japanske medier er han ramt af en svær tyktarmsbetændelse.

Den 65-årige Abe fortæller på pressemødet, at sygdommen er forværret siden midten af juli. Men han har påbegyndt en ny behandling, som skal administreres omhyggeligt.

Det giver ikke plads til at klare de forpligtelser, han har som premierminister, siger han.

– Nu hvor jeg ikke længere er i stand til at udfylde mit mandat fra folket tillidsfuldt, så har jeg besluttet, at jeg ikke længere kan sidde i stillingen som premierminister, forklarer han.

Den blødende tyktarmssygdom, som Abe lider af, har han haft, siden han var teenager.

Den var medvirkende til, at han kun fik en kort periode som premierminister første gang. Han trådte tilbage i 2007 efter et år på posten, skriver BBC.

Men da han igen tiltrådte i 2012, indledte han den længste periode for nogen japansk premierminister.

/ritzau/