Biden og Harris går til angreb på Trumps respons på protester

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, og hans vicepræsidentkandidat, Kamala Harris, lancerer et fælles angreb på Donald Trump kort inden præsidentens afsluttende tale på det republikanske konvent torsdag lokal tid.

Begge mener de, at Trump har fejlet i forhold til at komme med en respons på de seneste dages uroligheder og protester mod raceulighed, efter at sorte Jacob Blake søndag blev skudt i ryggen af en politibetjent.

Trump “afviser blot at anerkende, at der er et problem i forhold til racemæssig retfærdighed i Amerika”, siger Biden i en meddelelse.

Situationen i byen Kenosha, hvor Blake blev skudt, har flere dage været højspændt.

To demonstranter blev dræbt af skud tirsdag, og en 17-årig dreng er tilbageholdt og sigtet for drab på de to.

Trump meddelte, at han ville sende føderale styrker til Kenosha for at genoprette “lov og orden”.

Vicepræsident Mike Pence fulgte onsdag op ved i en tale til Republikanernes konvent at sige, at med Biden som præsident vil USA blive et utrygt land.

– Den brutale sandhed er, at man ikke vil føle sig sikker i Joe Bidens Amerika, sagde vicepræsidenten.

Torsdag lokal tid skyder Biden tilbage.

– Den vold, som vi er vidne til, sker på Trumps vagt. Ikke min, siger Biden og tilføjer, at Trump, som endnu ikke er kommet med offentlige udmeldinger om Blake-skyderiet, ikke er lydhør over for protesterne.

– I stedet for at gyde olie på vandene bærer han brænde til bålet. Vold er ikke et problem i hans øjne. Det er en politisk strategi, siger Biden.

– Og jo mere der er, desto bedre for ham.

Torsdag skal Trump officielt acceptere sin nominering som præsidentkandidat på Det Republikanske Partis konvent.

Her ventes han både at skyde tilbage mod de to samt at tale om sit forsøg på at stoppe pandemien og genoplive den amerikanske økonomi.

Kamala Harris forsøger også at bringe politivold og de seneste dages protester øverst på dagsordenen.

– Som vicepræsident Biden sagde det, så har de skud, der blev affyret mod Blake, gennemboret nationens sjæl, siger hun ved et pressemøde i Washington D.C.

– Det er kvalmende at være vidne til. Det er alt for velkendt. Og det må stoppe.

/ritzau/AFP