USAs regering indleder efterforskning af skyderi i Kenosha

Det amerikanske justitsministerium har indledt en føderal efterforskning af en skudepisode søndag i den amerikanske by Kenosha i Wisconsin. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Her blev den sorte amerikaner Jacob Blake skudt syv gange i ryggen af en betjent foran sine tre børn.

Justitsministeriet i Wisconsin har tidligere denne uge også indledt en efterforskning af hændelsen.

Ved denne efterforskning er det blandt andet kommet frem, at Blake var i besiddelse af en kniv, der blev fundet på stedet. Det siger statsadvokat Josh Kaul fra Wisconsin på et pressemøde onsdag lokal tid ifølge nyhedsbureauet dpa.

Statsanklageren siger, at politiet ankom søndag til stedet efter at have modtaget en anmeldelse fra en kvinde om en “uønsket mand”.

Politibetjentene forsøgte at anholde Blake og brugte ifølge statsanklageren en strømpistol mod ham uden held.

Kaul siger, at Blake gik hen mod førersædet i sin bil, hvor de tre børn sad, og “lænede sig fremad”, hvilket fik betjente til at affyre sit våben syv gange mod Blake. Alle skud ramte i ryggen.

Ifølge Kaul lå Blakes kniv ved førersædet.

Betjenten, der affyrede skuddene, er blevet identificeret og sendt på orlov.

Hændelsen har udløst store protester på gaden såvel som i sportsverdenen.

Basketballligaerne NBA og WNBA har udskudt alle onsdagens slutspilskampe, mens tennisstjernen Naomi Osaka har trukket sig fra en semifinale i WTA-turneringen Western & Southern Open.

Blake overleverede episoden, men blev delvist lam, skriver Reuters.

/ritzau/