TikTok-chef forlader virksomheden efter søgsmål mod Trump

Den hurtigtvoksende videoapp TikToks administrerende direktør, Kevin Mayer, forlader virksomheden. Han nåede at være ansat i tre måneder.

I stedet tager Vanessa Pappas midlertidigt over som øverste chef. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Kevin Mayer har ifølge Reuters forfattet et brev til sine kolleger. Her insinuerer han, at hans opsigelse har politiske årsager.

– I de seneste uger, hvor det politiske miljø er ændret kraftigt, har jeg kraftigt overvejet, hvad de strukturelle ændringer i virksomheden vil kræve, og hvad det betyder for den globale rolle, som jeg kom til for, lyder det i brevet fra Kevin Mayer.

Kevin Mayer har tidligere har været ansat på en toppost hos Disney. Han forlader virksomheden, kort efter at det kom frem, at TikTok har anlagt sag mod den amerikanske præsident Donald Trumps regering.

Den kinesiske videoapp vil sagsøge Trumps administration som følge af dens forsøg på at forbyde appen i USA.

TikTok er blandt andet blevet kritiseret kraftigt for at stjæle og bruge data fra de brugere, der downloader appen.

Derudover er Kina også blevet beskyldt for at benytte data til at overvåge brugerne.

TikTok benægter beskyldningerne om, at selskabet kontrolleres af eller deler data med den kinesiske regering.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er appen blevet downloadet flere end 175 millioner gange i USA. Den er downloadet mere end en milliard gange på verdensplan.

TikTok, der også findes i Danmark, har også været involveret i andre omstridte sager.

Videoappen har i år fjernet over 380.000 videoer fra amerikanske brugere som en del af en mission om at “fjerne had” på platformen.

/ritzau/