Proppede evakueringscentre i USA kan sprede coronavirus

Røde Kors frygter covid-19-smitte blandt de mennesker, der er blevet evakueret fra orkanen Laura, der torsdag morgen ramte den amerikanske delstat Louisiana som en kategori 4-orkan.

600 folk fra Røde Kors er til stede i Louisiana og nabostaten Texas for at hjælpe med at give husly til de evakuerede.

– Det, at de mange steder er blevet stuvet sammen i evakueringscentre, er enormt bekymrende, siger katastrofechef i Røde Kors i Danmark Bjarke Skaanning.

Louisiana og Texas har henholdsvis flere end 3000 og over 2000 bekræftede smittetilfælde per 100.000 indbyggere i staterne, hvilket gør staterne til nogle af de hårdest ramte i hele USA.

Myndighederne og Røde Kors har dog haft succes med at samarbejde med virksomheder om at tilbyde plads til de evakuerede for bedre at kunne holde afstand.

– Det er faktisk lykkedes mange steder at få hoteller til at åbne.

– Mine kolleger i USA sagde i dag, at rigtig mange hoteller har åbnet dørene og sagt: kom herind. I kan være her. Det er simpelthen, fordi der ikke er plads til, at man kan evakuere en halv million mennesker på sikker afstand af hinanden, siger Bjarke Skaanning.

/ritzau/