Ekstrem orkan rammer det sydlige USA

Orkanen Laura rammer land i den sydvestlige del af den amerikanske stat Louisiana efter at have bevæget sig hen over Den Mexicanske Golf.

Det er en af de 10 kraftigste storme, der har ramt USA, rapporterer CNN.

– En ekstrem farlig kategori 4 orkan er gået i land nær Cameron i Louisiana, hedder det i en melding fra USA’s stormcenter (NHC).

– Katastrofale tidevandsbølger, ekstreme vindstyrker og oversvømmelser sker i dele af Louisiana, hedder det i stormcenterets opdatering.

Der er målt vindstyrker helt op til 240 kilometer i timen cirka 70 kilometer øst for byen Port Arthur.

Der er ifølge nyhedsbureauet dpa varslet seks meter høje tidevandsbølger.

Orkanens øje har således bevæget sig ind over land ikke langt fra de meget store olieanlæg i Galveston i nabostaten Texas.

Evakueringen af borgere i Texas onsdag medført lange køer på motorvejene og fyldte hoteller. Borgere ville undgå de krisecentre, der er blevet oprettet, da de frygter spredning af coronavirus, skriver Reuters.

Texas er den tredjehårdeste ramte delstat i USA målt på antallet af smittede med coronavirus.

/ritzau/