Trump sender nationalgarde til Kenosha under uroligheder

USA’s præsident, Donald Trump, vil sende føderale politibetjente og nationalgarden ind i byen Kenosha, der har været ramt af uroligheder, efter at en sort mand blev skudt af en politibetjent i weekenden.

Det skriver Donald Trump på Twitter.

– I dag sender jeg føderalt politi og nationalgarden til Kenosha, Wisconsin, for at skabe ro og orden.

Urolighederne brød ud, efter at den 29-årige Jacob Blake i weekenden blev skudt i ryggen syv gange af en politibetjent.

Jacob Blake overlevede umiddelbart episoden. Men han kæmper ifølge familien for sit liv på et hospital.

Foreløbig er to personer bekræftet døde under urolighederne i Kenosha.

Donald Trump, der i disse dage deltager på Republikanernes konvent i Charlotte, hævder at have talt med Wisconsins guvernør, Tony Evers.

Han har ifølge præsidenten accepteret tilbuddet om at få sendt føderale betjente og nationalgarden til byen.

/ritzau/