Oversvømmelser koster mindst 100 livet i Afghanistan

Mindst 100 personer er døde i forbindelse med massive oversvømmelser i Afghanistan.

Det oplyser den afghanske regering onsdag eftermiddag.

Redningsmandskab arbejder stadig på højtryk for at finde og bjærge overlevende.

Ud over et trecifret antal døde har oversvømmelserne ødelagt hundredvis af hjem nord for hovedstaden Kabul.

Soldater er indsat i arbejdet for at hjælpe de nødstedte. De har været med til at redde adskillige overlevende ud under ruinerne fra sammenstyrtede huse i byen Charikar.

Byen blev ramt af store mængder nedbør natten til onsdag. Lokale embedsmænd og vidner oplyser, at der er mange børn blandt de døde.

Mohamed Qasim, en 45-årig landmand fra området, oplyser over for nyhedsbureauet AFP, at han har mistet 11 familiemedlemmer under oversvømmelserne.

Oversvømmelser koster hvert år adskillige mennesker livet i Afghanistan.

Landets fattige befolkning – særligt i landområder – er udsatte, når der falder store mængder regn. Deres boliger er dårligt bygget og styrter ofte sammen.

Tidligere på måneden mistede 16 mennesker livet, heriblandt 15 børn, under store oversvømmelser i provinsen Nangarhar.

/ritzau/