Hundredtusindvis bliver evakueret forud for orkan i Texas

Flere hundredtusindvis af amerikanerne i delstaterne Texas og Louisiana har fået ordre om at evakuere, da orkanen Laura forventes at tage til i styrke, inden den onsdag går i land i USA.

Orkanen forventes at medføre en “livstruende stormbølge”, der kan forårsage “katastrofal skade” på dele af Den Mexicanske Golf.

Orkanen forventes især at ramme hårdt i grænseområdet mellem Texas og Louisiana. Det melder USA’s Nationale Orkancenter natten til onsdag dansk tid (NHC) ifølge nyhedsbureauet dpa.

Orkanen har indtil nu krævet 24 liv i Caribien. Den forventes at ramme Den Mexicanske Golf onsdag aften lokal tid, skriver nyhedsbureauet AFP.

Orkanen kan desuden forårsage oversvømmelser og bølger på op til tre meter, der potentielt kan trænge 50 kilometer ind i landet og skabe ødelæggelser.

– Borgere i Texas bør hurtigst muligt forberede sig på orkanen Laura og tage øjeblikkelig handling for at bringe sig selv og sine kære i sikkerhed, siger Texas-guvernør, Greg Abbott, tirsdag.

Flere nødcentre er åbnet tirsdag i Texas, hvor der samtidig skal tages højde for sundhedsanbefalinger på grund af coronapandemien.

– Covid-19 vil stadig være i Texas under orkanen, siger Abbott ifølge AFP.

Guvernøren anbefaler borgere, der har mulighed for det, at søge tilflugt på hoteller eller moteller, så de kan “isolere sig fra andre”.

Den atlantiske stormsæson, der løber frem til november, kan blive en af de værste nogensinde i år. NHC har varslet, at 25 navngivne storme kan ramme, hvilket er rekordhøjt. Laura er den 12. indtil videre, skriver AFP.

Af de 25 varslede atlantiske stormvejr forventes 11 af dem at blive til orkaner, og seks af dem kan blive til særligt store orkaner med vinde på op til 178 kilometer i timen, lyder det.

/ritzau/