En er død og to såret under skyderi uro i amerikansk by

Tre personer er ramt af skud i byen Kenosha i den amerikanske delstat Wisconsin. Den ene er død, rapporterer New York Times.

Til avisen oplyser politiet, at en skudkamp i byens gader har været i gang mellem civile personer.

En mand med et langløbet våben er tilsyneladende blevet slået i jorden. Kort forinden kan man på en video se, at han skyder mod en gruppe mennesker, der har fart i retning af ham. En af dem falder til jorden.

I baggrunden kan der høres flere skud, som affyres.

Der er stort fokus på Kenosha, efter en sort mand i weekenden blev skudt i ryggen af politiet syv gange.

Skyderiet natten til onsdag er sket i forlængelse af en demonstration, der fordømmer nedskydningen af den 29-årige Jacob Blake søndag. Det er tredje aften i træk, hvor demonstranter har samlet sig i Kenosha.

Blake kæmper ifølge familien “for sit liv” på et hospital i Milwaukee.

Konfrontationen kommer efter flere måneders landsdækkende protester mod politidrab på sorte.

Nedskydningen af Blake følger et spor, hvor politiet tilsyneladende overreagerer voldsomt.

På en video kan man se, at han går væk fra to politifolk. Den ene betjent følger efter ham, da Blake bevæger sig ud på gaden og åbner sin bildør. I det øjeblik bliver han ramt af syv skud i ryggen.

På bagsædet i bilen sidder hans tre børn.

Onsdag aftens demonstrationer i Kenosha var ellers endt mindre voldelige end de foregående dage, hvor bygninger og biler blev stukket i brand. Det var der ingen tilfælde af tirsdag aften.

/ritzau/Reuters