Antallet af coronasmittede overstiger 24 millioner globalt

Verden har onsdag rundet 24 millioner bekræftede tilfælde af personer, der er testet positive for coronavirus.

Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University sent onsdag aften.

Det er fire dage siden, at antallet af bekræftede smittetilfælde rundede 23 millioner.

USA er det land i verden, der med afstand har registreret flest smittede, siden pandemien brød ud. Flere end 5,8 millioner mennesker er blevet testet positive for virusset i USA.

Dernæst kommer Brasilien, der tegner sig for over 3,6 millioner af verdens bekræftede smittetilfælde.

Indien følger lige efter med lidt over 3,2 millioner bekræftede smittede.

På verdensplan er 821.654 personer registreret døde efter smitte med covid-19, som coronasygdommen hedder.

Mens antallet af smittede fortsat stiger hastigt på verdensplan, så er både spredningen af coronasmitte og dødeligheden af sygdommen på tilbagetog flere steder i verden.

Det viser tal fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, skrev nyhedsbureauet AFP natten til onsdag.

Det er især i de hårdt ramte lande i Nord-, Central- og Sydamerika samt i Afrika, at der er tegn på, at pandemien er aftagende.

Omvendt går det i den forkerte retning i det sydøstlige Asien, i det østlige Middelhavsområde og i dele af Europa, viser WHO’s tal.

/ritzau/