13 findes døde under sammenstyret boligblok i Indien

13 mennesker er fundet døde i ruinerne, efter en boligblok er kollapset i Raigad i det vestlige Indien, oplyser redningstjenesten.

Der boede adskillige familier i den fem etager høje bygning i distriktet Raigad i delstaten Maharashtra. Den faldt sammen tirsdag.

– Yderlige 11 døde blev gravet ud af ruinerne i løbet af dagen, og det bringer det samlede dødstal op på 13, siger en talsmand for delstaten.

Redningsarbejdere fik et særligt lyspunkt undervejs i arbejdet. Det skete, da man kunne grave en fireårig dreng ud i live.

Det fik redningsfolkene til at bryde ud i jubel og klappe begejstret.

Natten til onsdag er yderligere syv fundet i live og ført til hospitalet, siger talsmanden.

– Fire personer savnes, konstaterer han.

TV-billeder viser sporhunde, der deltager i arbejdet med at finde mulige overlevende.

Politiet har mistanke om, at det er en fejl i bygningens struktur, der har fået den til at styrte sammen.

Dårligt byggeri er ofte skyld i, at huse styrter sammen i Indien. De fleste ulykker sker i uvejr under monsunen.

/ritzau/dpa