Tusindvis af svenskere er fejlagtigt testet positiv for corona

Omkring 4000 personer fordelt på ni regioner i Sverige har fejlagtigt fået et positivt svar på en coronatest.

Det oplyser den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, på et pressemøde tirsdag.

– Det vil have indflydelse på de national statistikker, siger Karin Tegmark Wisell, afdelingschef ved Folkhälsomyndigheten, på tirsdagens pressemøde.

Fejlen blev registreret på to laboratorier, der blandt andet analyserer prøver fra selvtestudstyr fra Kina.

Der blev her fundet fejl i test foretaget fra midten af marts til midten af august.

– I deres systematiske kvalitetssikringsanalyser har disse laboratorier identificeret, at der er fejl i et kommercielt testkit, der er købt i Kina, siger Karin Tegmark Wisell.

Myndighederne er nu i gang med at kontakte de personer, der har fået et forkert svar på testen.

Fejlen er registreret i alt ni svenske regioner. Det gælder Stockholm, Västra Götaland, Gävleborg, Västerbotten, Västmanland, Dalarna, Västnorrland, Sörmland og Blekinge.

– Laboratorierne arbejder febrilsk på at identificere de rigtige individer, og vi samarbejder med dem for at få informeret de personer, der er berørt, siger Karin Tegmark Wisell.

/ritzau/