Svensk forsvar øger indsats i Østersøen: Minder om den kolde krig

Det svenske forsvar, Försvarsmakten, øger sin tilstedeværelse i Østersøen på grund af en forværret sikkerhedssituation i området.

Det oplyser Försvarsmakten i en meddelelse mandag aften.

Her peger man på “ændringer i det globale sikkerhedsmiljø” som en del af årsagen.

– Der foregår omfattende militær aktivitet i Østersøregionen, både fra russisk og vestlig side, på en måde, som vi på nogle områder ikke har oplevet siden tiden under den kolde krig, siger indsatschef hos forsvaret Jan Thörnqvist.

I meddelelsen skriver Försvarsmakten, at der er større og mere komplekse militærøvelser i området end før.

Også coronapandemien har bidraget til en mere ustabil situation.

– Der foregår en russisk øvelse lige nu, og derudover har vi aktiviteter fra Nato-fartøjer og -fly i vores nærområde, siger Thörnquist til det svenske nyhedsbureau TT.

Særligt skal Sveriges overvågning af sydøstlige og centrale af Østersøen styrkes. Også på øen Gotland vil der være en øget militær tilstedeværelse.

/ritzau/