Rapport: Unge i Angola bliver dræbt for brud på coronaregler

Sikkerhedsstyrker i Angola med ansvar for at implementere covid-19-restriktioner har på to måneder dræbt mindst syv personer for at bryde reglerne.

Det melder flere menneskerettighedsorganisationer tirsdag.

De fleste ofre er drenge og unge mænd i alderen 14 til 21 år. De blev dræbt mellem maj og juli.

Det skriver Amnesty International og den angolanske rettighedsorganisation Omunga i en fælles rapport.

Organisationerne tror, at det reelle dødstal er langt højere.

Venner og bekendte til ofrene samt vidner har fortalt folkene bag rapporten, hvordan sikkerhedsstyrker gentagne gange har brugt overdreven og ulovlig magt til at håndtere brud på restriktionerne.

– En teenagedreng blev skudt i ansigtet, mens han lå på jorden og var såret. En anden blev dræbt, da politiet åbnede ild mod en gruppe venner, som trænede på en sportsbane, siger Deprose Muchena, der er Amnestys leder for det østlige og sydlige Afrika.

Ifølge rapporten har alle drabene fundet sted i fattige nabolag i Angola, og både politiet og soldater mistænkes for at stå bag.

/ritzau/dpa