Myndigheder kan få Oxford-vaccine til vurdering i år

En eksperimentel covid-19 vaccine, som udvikles af Oxford Universitet og medicinalvirksomheden AstraZeneca kan allerede i år blive sendt til sundhedsmyndighederne.

Men det forudsætter, at forskerne kan nå at få indsamlet tilstrækkeligt med data, siger lederen af Oxfords Vaccinegruppe til BBC.

– Der er mulighed for, at hvis de kliniske prøver falder på plads hurtigt, kan vi i år forelægge alle data for sundhedsmyndighederne, så der kan gennemføres en proces med en fuld og samlet vurdering, siger Andrew Pollard til BBC Radio.

Oxford-vaccinen viste sig hurtigt lovende, da den blev anvendt på mennesker og førte til immunitetsreaktioner. Den er derfor en af de ledende kandidater til at blive masseproduceret som værn mod pandemien, som har skabt store problemer for den globale økonomi.

Vaccinen var tidligere på ugen i de internationale overskrifter, da The Financial Times skrev, at Trump-administrationen overvejer at få den hurtig i brug forud for det amerikanske præsidentvalg den 3. november.

Financial Times henviste til tre anonyme kilder. En mulighed, som overvejes, involverer FDA, den amerikanske lægemiddelstyrelse, og dens regler om en godkendelse til brug i nødstilfælde – en såkaldt “emergency use autorisation” – i løbet af oktober, skrev avisen.

Coronavaccinen udvikles i et studie med 10.000 frivillige.

De amerikanske lægemiddelmyndigheders regler forskriver dog, at vaccinen skal afprøves på over 30.000 mennesker for at kunne godkendes, skriver Financial Times.

AstraZeneca gennemfører da også et større studie på 30.000 frivillige, men data fra det studie ventes senere end data fra det mindre studie.

At få gjort en vaccine tilgængelig inden valget, kan give Trump mulighed for at slå på, at han har vist handlekraft under coronakrisen.

En tidlig godkendelse er dog kontroversiel.

– Processen med at få gennemført en hasteproces omkring en godkendelse er veletableret, men det forudsætter meget omhyggeligt bearbejdede data og klare indikationer på, at det virker, pointerer Pollard.

/ritzau/Reuters