Merkel: Rusland må skabe transparens om forgiftning

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, opfordrer de russiske myndigheder til at efterforske en formodet forgiftning af den ledende Kreml-kritiker Aleksej Navalnyj.

– I betragtning af den fremtrædende rolle, som Navalnyj har i den politiske opposition i Rusland, opfordrer vi indtrængende myndighederne der til at opklare alle omstændigheder i denne sag og skabe fuld transparens.

Sådan hedder det i en fælles erklæring fra Merkel, som er fra det konservative CDU, og hendes socialdemokratiske udenrigsminister, Haiko Mass.

De to tilføjer, at de russiske myndigheder må sørge for, at de skyldige i sagen bliver stillet til regnskab i en retssag.

EU’s udenrigschef, Josep Borrell, har udsendt en lignende erklæring. Han opfordrer til, at de russiske myndigheder “uden udsættelser” indleder en tilbundsgående undersøgelse af forgiftningen af Navalnyj.

Læger på det ansete Charité universitetshospital sagde mandag, at kliniske undersøgelser af Navalnyj “tyder på en forgiftning med en substans af typen cholinesterase-hæmmer”.

En ledende russisk læge fra det team, som havde behandlet Navalnyj i Sibirien, sagde senere tirsdag, at de russiske læger ikke havde fundet spor efter denne substans i deres undersøgelser.

Den fremtrædende Putin-kritiker blev ifølge sine støtter forgiftet, da han var på valgkampagne i Sibirien. Navalnyj faldt om på et fly under en indenrigsflyvning torsdag i sidste uge.

Navalnyj blev lørdag fløjet til Berlin for at blive behandlet på universitetssygehuset.

– Mistanken er, at Navalnyj blev forgiftet. I den nylige russiske historie har der desværre været adskillige af sådanne formodede sager, sagde Merkels cheftalsmand, Steffen Seibert, mandag.

Russiske læger sagde mandag, at de ikke på nogen måde var under pres fra nogen myndighed, da de behandlede Navalnyj på et hospital.

ritzau/Reuters