Kvinder menes at stå bag blodige angreb i Filippinerne

To selvmordsbomber i Filippinerne, som mandag dræbte 15 mennesker, var muligvis udløst af to enker fra jihadistgruppen Abu Sayaaf. Det siger militæret, som tirsdag advarer om, at der måske igen vil blive indført undtagelsestilstand.

Ofrene for eksplosionerne var soldater, politifolk og civile. Den ene selvmordsbomber sårede mindst 78 personer ved angrebet. Det er det blodigste i landet siden et bombeanslag i en kirke i januar sidste år. Her blev 20 dræbt og over 100 såret.

Ingen har taget skylden for mandagens bombeangreb på den sydvestlige ø Jolo. Den er kendt som en bastion for militante jihadister i Abu Sayyaf. Gruppen har forbindelser til Islamisk Stat og er knyttet til mindst seks selvmordsbomber, som er et forholdsvist nyt fænomen i Filippinerne.

Militæret mener, at den ene af mandagens bomber blev udløst af en enke efter landets første selvmordsbomber nogensinde. Det var en indoneser, som dræbte seks personer på Jolo i juni 2019.

Den anden bombe menes udløst af en kvinde, som var gift med Abu Talha – en Abu Sayyaf leder,

Præsident Rodrigo Duterte har fået oprettet en særlig infanteridivision i Sulu-øhavet for at få nedkæmpet Abu Sayyaf, som er berygtet for bortførelser og halshugninger.

Hærchefen, general Cirilito Sobejana, siger tirsdag, at genindførelse af undtagelsestilstand kan bidrage til at isolere Abu Sayyaf-netværket, så det bliver stillet dårligere over for militæret.

Undtagelsestilstanden blev ophævet sidste år i Mindanao-regionen, som omfatter Sulu. Den var blevet indført under kampen mod Islamisk Stat.

FN’s Menneskerettighedsråd har indledt undersøgelser af drab og vold under Dutertes voldelige anti-narkotika kampagne. Menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch sagde tidligere på sommeren, at det reelle antal af dræbte måske er over 27.000.

/ritzau/dpa