Manden bag moskéangreb bliver dømt under stort sikkerhedsopbud

Den højreekstreme australier Brenton Tarrants strafudmåling er mandag begyndt i den newzealandske by Christchurch under et enormt sikkerhedsopbud.

Australieren er kendt skyldig i at have dræbt 51 mennesker og såret mange flere i et terrorangreb mod to moskéer i Christchurch i marts 2019.

Angrebet streamede han direkte på nettet.

Retsbygningen er mandag blevet afspærret bag store orange barrierer, mens svært bevæbnet politi står vagt.

Politihunde tjekker desuden både retspersonale og mediefolk, der står i kø for at komme inde i bygningen.

Tarrant skal under strafudmålingen blandt andet høre erklæringer fra 66 overlevende fra den skæbnesvangre dag.

Advokater forventer, at australieren bliver den første person i New Zealands historie til at blive fængslet på livstid uden mulighed for prøveløsladelse.

Strafudmålingen er sat til at vare fire dage.

Newzealandske medier publicerede søndag billeder af et af forsvarets Hercules-fly, der blev brugt til at fragte Tarrant til Christchurch fra Auckland, hvor han sidder i et højsikret fængsel.

Australieren har valgt at repræsentere sig selv i retten.

/ritzau/AFP