Kupmagere siger ja til at løslade Malis afsatte præsident

Militærjuntaen, der tirsdag kuppede sig til magten i Mali, har indvilget i at løslade landets afsatte præsident, Ibrahim Boubacar Keïta.

Det siger oprørssoldaterne og en unavngiven kilde fra Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab (Ecowas) søndag.

Kilden siger også, at militærjuntaen vil have militæret til at lede landet de næste tre år.

– Juntaen har bekræftet, at den vil have en treårig overgangsperiode, hvor den kan evaluere grundlaget for nationen Mali. Denne periode skal ledes af et politisk organ ledet af en soldat, der også vil fungere som statsoverhoved, siger kilden og tilføjer:
– Regeringen vil også fortrinsvist bestå af soldater.

Ecowas forhandler med de soldater, der tirsdag tog magten i landet ved et militærkup mod præsidenten, om at “sikre en øjeblikkelig tilbagevenden til forfatningsmæssig orden”.

En embedsmand i juntaen ved navn Den Nationale Komité for Frelse af Folket bekræfter oplysningerne til AFP.

Både kilden og embedsmanden bekræfter også, at soldaterne er gået med til at løslade Keïta og de andre politiske ledere, der har været tilbageholdt siden kuppet i tirsdags.

Kilden siger, at den afsatte præsident får lov at rejse til sit hjem i hovedstaden Bamako.

/ritzau/AFP