Israel udskyder frist for finanslov og undgår endnu et valg

Parterne i den israelske koalitionsregering er blevet enige om at udskyde tidsfristen for få en ny finanslov på plads og undgår dermed at udskrive parlamentsvalg.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Parlamentet, Knesset, har mandag aften godkendt udskydelsen ved en afstemning. Det skete få timer før udløbet af den oprindelige tidsfrist.

Alternativt ville parlamentet automatisk være blevet opløst, og der ville blive udskrevet valg.

Israel har været gennem tre parlamentsvalg på under to år.

– Den sidste ting Israel har brug for lige nu er et valg, sagde premierminister Benjamin Netanyahu inden afstemningen i Knesset.

Netanyahus borgerlige Likud-parti dannede efter det seneste valg i marts i år en koalitionsregering med midterpartiet Blå og Hvid og dets leder, Benny Gantz.

Ifølge koalitionsaftalen skulle regeringen sammensætte en finanslov gældende for to år.

Men på grund af coronapandemien ønsker Likud kun at indgå en etårig aftale.

/ritzau/