Eksplosion på gasledning fører til strømafbrydelse i Syrien

En eksplosion på en gasledning har ført til strømafbrydelser i Syrien.

Det melder landets energiminister til stats-tv mandag.

Tv-billeder fra stationen Ikhbariya viser en stor brand efter eksplosionen, som skete nordvest for hovedstaden Damaskus.

– Umiddelbare tegn peger i retning af, at dette var et terrorangreb, siger minister for råolie og naturressourcer Ali Ghanem til Ikhbariya.

Han tilføjer, at gasledningen blandt andet går til den sydlige del af landet. Teknisk mandskab skulle være til stede der, hvor eksplosionen har fundet sted.

Ministeriet for elektricitet har ifølge det statslige nyhedsbureau Sana meddelt, at strømmen gradvist kommer tilbage i flere områder i landet.

I 2013 blev meget af Syrien ramt af strømafbrydelser, efter at oprørere bombede en gasledning under borgerkrigen.

Den ramte gasledning mandag er en del af Arab Gas Pipeline-systemet. Det går fra Egypten til Jordan og Syrien.

/ritzau/Reuters