Trods trusler fra Hvideruslands styre går titusinder på gaden

Titusinder af mennesker bevæger sig søndag eftermiddag ud i gaderne i Hviderusland for at kræve præsident Aleksandr Lukasjenkos afgang.

“Uchodi” – skrub af – lyder råbet på Uafhængighedspladsen i hovedstaden Minsk.

Demonstranterne, der kommer fra forskellige grene af det hviderussiske samfund, er mødt op, selv om regimet har truer med massiv gengældelse.

Politi holder metrostationer afspærret, men det har ikke forhindret mange tusinde mennesker i at bevæge sig til fods til centrum af Minsk.

Samtidig lader politiet over højttalere forstå, at det er ulovligt at deltage i demonstrationen.

– Gennemførelsen af masseforanstaltninger er ulovlig, og deltagere må se frem til at blive stillet til ansvar, lyder det fra landets indenrigsministerium.

Men alt tyder på, at demonstrationen foregår fredeligt.

Mange hviderussere er rasende over, at Lukasjenko efter præsidentvalget for to uger siden blev udråbt som vinder med 80 procent af stemmerne.

Det opfattes af mange hviderussere som et stort bedrageri.

Lukasjenko har bedt hæren om at højne sit beredskab for, som han siger, at forsvare nationen mod udenlandske aggressorer – Nato-landene Polen og Litauen.

Fra nabolandet, Litauen, hvor oppositionens førende kandidat ved valget, Svetlana Tikhanovskaja, er flygtet til, er der i solidaritet planlagt en menneskekæde, der skal gå fra hovedstaden Vilnius til den hviderussiske grænse.

/ritzau/dpa