TikTok vil sagsøge Trump for forsøg på forbud i USA

TikTok planlægger at sagsøge præsident Donald Trumps administration som følge af dens forsøg på at forbyde appen i USA.

Det bekræfter den kinesiskejede videoapp lørdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Mens spændingerne mellem verdens to største økonomier vokser, underskrev Donald Trump 6. august et præsidentielt dekret, der giver amerikanerne 45 dage – frem til 20. september – til at indstille alle forretninger med TikToks kinesiske ejere, ByteDance.

Ordren lød ifølge BBC, at “USA må handle her og nu mod ejerne af TikTok for at beskytte den nationale sikkerhed”.

AFP påpeger, at Trump med det præsidentielle dekret reelt set har sat en deadline for et potentielt salg af videoappen til et amerikansk firma.

Lørdag oplyser TikTok i en erklæring, at selskabet ikke ser nogen anden udvej end at bringe sagen for en domstol.

/ritzau/