Rusland venter at Tyrkiet køber endnu et russisk raketsystem

Rusland vil sandsynligvis underskrive en kontrakt med Tyrkiet næste år om endnu en levering af det avancerede S-400-raketsystem.

Det siger Sergej Tjemesov, der leder den statslige russiske eksportkoncern Rostec. Det skriver nyhedsbureauet Interfax ifølge Reuters.

Det blev mødt med stor vrede i USA og Europa, da Nato-landet Tyrkiet sidste år modtog den først sending af det russiske luftværnssystem. Det er udviklet til at kunne nedskyde vestlige fly i tilfælde af konflikt.

USA’s regering reagerede ved at suspendere Tyrkiet fra arbejdet med at udvikle det nye amerikanske kampfly F-35.

Samtidig har Washington truet med sanktioner over for Tyrkiet.

Tyrkiet har over de seneste år søgt et nærmere samarbejde med Rusland. Det har især gjort sig gældende i forhold til den brutale syriske borgerkrig.

Den første ordre på luftværnssystemet blev fuldført sidste sommer, da det militære udstyr landede i Ankara lufthavn. Det var en handel, som indbragte Rusland 2,5 milliarder dollar (knap 16 milliarder kroner)

Tyrkiske soldater har været i Rusland for at blive optrænet i brugen af S-400. Og Tyrkiets hær har siden efteråret 2019 været i gang med afprøve raketsystemet, skriver BBC.

/ritzau/