Mindst 13 mases ihjel under panik i peruansk natklub

Mindst 13 mennesker blev mast eller kvalt íhjel i Perus hovedstad, Lima, da de lørdag aften forsøgte at flygte fra en natklub, der i strid med coronareglerne holdt åbent.

Det oplyser talspersoner for regeringen.

Det skete, da politiet ankom til stedet for at få stoppet festen.

Cirka 120 mennesker forsøgte at komme ud af natklubben Thomas Restobar, der ligger i anden etages højde.

Det var naboer, som havde alarmeret politiet om den løsslupne fest i natklubben, der ligger i bydelen Los Olivos.

– Under disse omstændigheder, hvor folk begynder at kæmpe for at komme ud, så går det vildt for sig, alle er imod alle, siger en talsmand for politiet.

I en erklæring fra indenrigsministeriet hedder det, at mange forsøgte at mase sig ud gennem den eneste udgangsdør. Her blev de alvorligt klemt ved døren eller den trappe, der førte ned til gaden.

Mindst 23 gæster blev anholdt efterfølgende, hed det. Mindst seks mennesker meldes kvæstet.

Peru gav i marts natklubber ordre til at holde lukket og forbød større familiefester 12. august. Det skete for at bremse et af de værste udbrud af coronasmitte i Latinamerika.

/ritzau/Reuters