Bus styrter 80 meter og efterlader 17 døde i Georgien

Mindst 17 mennesker er døde i en ulykke i Georgien, hvor en mindre bus søndag styrtede 80 meter ned ad en klippeskråning.

Tre andre mennesker er kommet alvorligt til skade, oplyser det georgiske indenrigsministerium.

Årsagen til ulykken er endnu ikke kendt. Men der er ubekræftede meldinger om, at bussen stødte sammen med en personbil.

Det er ikke umiddelbart oplyst, hvor mange passagerer der har været med bussen.

Bussen tilhørte angiveligt en rejsearrangør, skriver georgiske medier.

Ulykken skete i et område nord for Georgiens hovedstad, Tbilisi.

Ifølge en meddelelse fra georgisk politi blev redningsaktionen besværet af, at terrænet var svært fremkommeligt. Desuden var der vanskelige vejrforhold, skriver politiet.

Både politi, redningshold og ambulancer blev sendt til stedet.

Landets viceindenrigsminister er taget til ulykkesstedet. Der er indledt en efterforskning af årsagen til ulykken, meddeler politiet.

/ritzau/dpa