Sydkorea lukker karaokebarer for at bremse nyt udbrud

Sydkorea strammer fra søndag restriktioner over hele landet for at standse spredning af coronavirus fra hovedstaden Seoul, der er ramt af et nyt udbrud.

– Hvis vi ikke begrænser spredning (af virusset) i de tidlige stadier, så vil det udvikle sig til en stor bølge, siger sundhedsminister Park Neung-hoo lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I den tæt befolkede metropol Seoul og omkringliggende byer er der allerede genindført nye retningslinjer. Blandt andet om den afstand personer skal holde til andre for at forhindre det nye udbrud i at blusse yderligere op.

Det er desuden blevet forbudt at samles i kirker, mens natklubber, karaokebarer, buffeter og internetcaféer er beordret lukkede.

Lignende regler vil gælde i øvrige dele af Sydkorea fra søndag. I områder med få nye smittetilfælde dog knapt så skrappe som i resten af landet.

Lørdag blev der meldt om 333 nye smittetilfælde det seneste døgn. Det er anden dag i træk, at der bliver registreret over 300 nye tilfælde, og det er niende dag på stribe med et trecifret antal.

Det er den største stigning i antallet af nye tilfælde på et enkelt døgn siden 8. marts, hvor der blev registreret 367 tilfælde, skriver nyhedsbureauet dpa.

Dermed er Sydkorea nu oppe på 17.002 smittetilfælde med coronavirus og 309 coronarelaterede dødsfald.

Sydkorea tog avancerede sporingsteknikker i brug og testede millioner af mennesker for covid-19 for at inddæmme det første udbrud i landet.

De seneste uger har der vedvarende været nye udbrud. Hovedparten i Seoul-området.

/ritzau/