Putin-kritikeren Navalnyjs tilstand bekymrer: Kunne være død

Flyet med den meget syge russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj landede lørdag formiddag i lufthavnen Tegel i Berlin.

– Navalnyjs sundhedstilstand er stabil, lyder det fra Jaka Bizilj.

Han er stifter af Cinema for Peace Foundation, som sendte et ambulancefly til den russiske by Omsk for at hente den tilsyneladende forgiftede Navalnyj.

Tidligere lørdag oplyste Bizilj, at den russiske politikers tilstand var “meget bekymrende”.

– Vi har fået en meget klar besked fra lægerne om, at hvis der ikke havde været en nødlanding i Omsk, så ville han have været død, sagde han.

Tyske læger fløj fredag til Omsk i Sibirien for at hente Navalnyj.

Det hospital i Berlin, hvor Navalnyj er indlagt, skriver i en udtalelse, at det er i gang med “en omfattende medicinsk diagnose”.

En talsperson for hospitalet siger, at der ikke vil komme nogen officiel melding om Navalnyjs tilstand før mandag.

Det var den tyske forbundskansler, Angela Merkel, der havde tilbudt, at Navalnyj kunne modtage behandling i Tyskland.

– En overvældende tak til alle for jeres støtte. Kampen for Aleksejs liv er lige begyndt, skrev hans talskvinde, Kira Jarmush, natten til lørdag.

Navalnyjs tilhængere siger, at han torsdag blev forgiftet i lufthavnen i Tomsk, inden han skulle flyve tilbage til Moskva.

Han skulle angiveligt have drukket en kop te, som gjorde ham alvorligt syg.

Navalnyjs kone og hans nærmeste støtter har insisteret på, at han skulle flyves til behandling i Berlin, fordi de ikke havde tillid til hospitalet i Omsk.

Navalnyj blev af lægerne i Omsk lagt i kunstig koma.

Han er Ruslands mest prominente oppositionspolitiker og har stået bag en række afsløringer af korruption blandt præsident Vladimir Putins støtter.

Han har ledet store demonstrationer, først og fremmest i Moskva, mod Putins styre. Det har bragt ham adskillige straffesager, og han har været fængslet gentagne gange.

Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier, siger lørdag, at det er “afgørende” at få fastslået, hvad der fik Navalnyj til at gå i koma.

– Jeg håber, at alle, der kan være med til at besvare det spørgsmål, faktisk vil gøre det, siger Steinmeier, der samtidig udtrykker sin støtte til den russiske oppositionspolitiker.

Hospitalet i Omsk var i første omgang ikke villigt til at lade Navalnyj flyve til Berlin. Det hed sig, at han var for syg til at blive flyttet.

Siden meddelte lægerne i Omsk, at man ikke havde sporet nogen forgiftning. Men det lød, at man havde fundet et kemisk stof på hans hænder og i hans hår.

/ritzau/Reuters