Alvorligt syg russisk oppositionsleder lander i Berlin

Flyet med den syge russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj er lørdag formiddag landet i lufthavnen Tegel i Berlin, viser data for flyets tur.

Tyske læger fløj fredag til den russiske by Omsk i Sibirien for at hente Navalnyj, så han kan komme under behandling i Tyskland.

Navalnyj blev tidligere på natten dansk tid kørt fra hospitalet i en ambulance til det tyske fly, som lettede to timer senere, fortæller øjenvidner.

Navalnyjs tilhængere siger, at han torsdag blev forgiftet i lufthavnen i Tomsk, inden han skulle flyve tilbage til Moskva.

Han skulle angiveligt have drukket en kop te, som gjorde ham alvorligt syg.

Navalnyjs kone og hans nærmeste støtter har insisteret på, at han flyves til behandling i Berlin, fordi de ikke har tillid til hospitalet i Omsk.

Navalnyj er ikke ved bevidsthed. Han blev af lægerne i Omsk lagt i kunstig koma.

Han er Ruslands mest prominente oppositionspolitiker og har stået bag en række afsløringer af korruption blandt præsident Vladimir Putins støtter.

Han har ledet store demonstrationer, først og fremmest i Moskva, mod Putins styre. Det har bragt ham adskillige straffesager, og han har været fængslet gentagne gange.

Hospitalet i Omsk var i første omgang ikke villige til at lade Navalnyj flyve til Berlin. Det hed sig, at han var for syg til at blive flyttet. Siden at man ikke havde sporet nogen forgiftning. Men det hed, at man havde fundet et kemisk stof på hans hænder og i hans hår.

I Berlin vil Navalnyj blive indlagt på hospitalet Charité.

Det er en privat organisation, som har sørget for at arrangere transporten af Navalnyj. Den kalder sig ifølge BBC Cinema for Peace Foundation, som er stiftet af filmskaberen Jaka Bizilj i 2018.

/ritzau/Reuters