Alvorligt syg russisk oppositionsleder lander i Berlin

Flyet med den syge russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj er lørdag formiddag landet i lufthavnen Tegel i Berlin, viser data for flyets tur.

Tyske læger fløj fredag til den russiske by Omsk i Sibirien for at hente Navalnyj, så han kan komme under behandling i Tyskland.

Navalnyjs tilhængere siger, at han blev forgiftet i lufthavnen i Tomsk, inden han skulle flyve tilbage til Moskva.

Han skulle angiveligt have drukket en kop te, som gjorde ham alvorligt syg.

Navalnyjs kone og hans nærmeste støtter har insisteret på, at han flyves til behandling i Berlin, fordi de ikke har tillid til hospitalet i Omsk.

Navalnyj er ikke ved bevidsthed. Han blev af lægerne i Omsk lagt i kunstig koma.

/ritzau/Reuters