Russisk læge: Navalnyj kan flyves til Berlin

En russisk læge på et sibirisk hospital i Omsk siger, at oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj kan blive fløjet til Tyskland.

En læge på hospitalet havde tidligere meddelt, at Navalnyj er lagt i kunstig koma. Hans tilstand betegnes som mere stabil, og han er ikke umiddelbart i livsfare, hedder det.

Navalnyj er tilset af tyske læger, som tidligere fredag kom til Omsk i et ambulancefly fra Berlin for at hente Navalnyj til den tyske hovedstad. De fik ud på eftermiddagen tilladelse til at se ham.

/ritzau/Reuters