OVERBLIK: Det går atomaftalen med Iran ud på

USA indgav torsdag en klage til FN’s Sikkerhedsråd, om at Iran ikke overholder den atomaftale, som har til hensigt at forhindre landet i at udvikle atomvåben. Med baggrund i den påstand forlanger USA, at FN-sanktioner mod Iran genindføres.

Få et overblik over, hvad atomaftalen går ud på:
* Atomaftalen blev indgået i juli 2015 mellem Iran og de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – Storbritannien, Frankrig, USA, Kina og Rusland – samt Tyskland.

* Aftalen indebærer blandt andet, at Iran skal afvikle centrale dele af sit atomprogram.

* Til gengæld skal omverdenen udfase en række omfattende økonomiske sanktioner mod Iran. Sanktionerne lagde Irans økonomi i ruiner.

* Med ophævelsen af sanktionerne blev det blandt andet muligt at sende penge ind og ud af landet, og Iran fik adgang til omkring 100 milliarder dollar, som havde været indefrosset i banker i udlandet.

* Det første krav i aftalen gik ud på, at Iran skulle reducere sine lagre af lavberiget uran med 98 procent, så der ikke er tilstrækkelige mængder tilbage til at lave atomvåben. Det meste uran blev sendt til Rusland.

* Desuden skulle landet afvikle 12.000 centrifuger. De blev brugt til at berige uran, som kan bruges til at lave atomvåben.

* USA’s præsident, Donald Trump, trak i maj 2018 USA ud af aftalen med Iran. Det betød, at USA genindførte økonomiske sanktioner mod Iran, som ellers var droppet som et af USA’s bidrag til aftalen.

* EU har mange gange opfordret det internationale samfund til at holde fast i atomaftalen med Iran.

Kilder: dpa, Reuters, Ritzau.

/ritzau/