Læge: Intet tyder på forgiftning af kendt Putin-kritiker

Der er intet, der tyder på, at, at den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, er blevet forgiftet.

Sådan lyder det i hvert fald fra lægerne på det hospital i den sibiriske by Omsk, hvor Navalnyj er indlagt.

– Indtil videre er der ikke identificeret nogen form for gift i hans blod eller urin. Det er ingen spor af det, siger Anatolij Kalinisjenko, overlæge på hospitalet, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han understreger dog, at lægerne ikke er helt klar til at afvise teorien om en forgiftning, men som han siger:

– Vi mener ikke, at patienten er blevet forgiftet.

Overlægen oplyser samtidig, at lægerne “praktisk talt” har lavet en fuld diagnose. Den er blevet givet videre til Aleksej Navalnyjs familie.

Aleksej Navalnyj blev indlagt på hospitalet torsdag, efter at han fik det dårligt om bord på et fly fra Tomsk til Moskva.

Ifølge hans talsmand blev han forgiftet – formentlig da han drak en kop te i lufthavnen inden afrejse.

Aleksej Navalnyj er en af præsident Vladimir Putins mest åbenmundede kritikere og har flere gange været fængslet.

Fredag hersker der stadig stor tvivl om Navalnyjs tilstand og diagnose.

Mens lægerne i Omsk ikke mener, at han er blevet forgiftet, så fortæller Navalnyjs egne folk en anden historie.

Ivan Zjdanov, der er direktør i Navalnyjs organisation mod korruption, siger, at politiet har sagt, at der er fundet et giftigt stof i Navalnyjs krop.

– Vi fik at vide, at det er farligt – ikke bare for ham, men også for alle omkring ham, siger han ifølge mediet Meduza.

– Vi fik ikke at vide, hvilket stof der var tale om, fordi det var hemmeligt. Alle rundt om Aleksej skal bruge særlige dragter, siger Zjdanov.

Et fly fra Tyskland landede fredag morgen i Omsk for at få Aleksej Navalnyj bragt på et europæisk hospital til behandling.

Lægerne i Omsk mener dog, at Navalnyj er for syg til at blive flyttet.

/ritzau/