Læge: Indlagt Putin-kritiker i Rusland må ikke flyttes

Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, som er indlagt på et sibirisk hospital efter mistanke om forgiftning, er for syg til at kunne blive flyttet.

Det oplyser den læge, der behandler ham, tidligt fredag morgen ifølge Navalnyjs talskvinde, Kira Yarmysh.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Et ambulancefly lettede ellers natten til fredag fra Tyskland for at hente Navalnyj.

Flyet lettede klokken 03.11 fra den bayerske by Nürnberg, melder avisen Bild.

– Forbuddet mod at transportere Aleksej er en direkte trussel mod hans liv, siger talskvinde Kira Yarmysh ifølge AFP.

Samme talskvinde fortalte torsdag, at den ledende russiske oppositionspolitiker blev syg om bord på et fly, da han var på vej til Moskva fra Tomsk i Sibirien
Flyet foretog herefter en uplanlagt landing i Omsk.

Her ligger han ifølge nyhedsbureauet dpa i koma. Han får hjælp til at trække vejret af en respirator, melder hans talskvinde og en ledende sundhedsmedarbejder ifølge dpa.

Personer tæt på ham – blandt andre talskvinde Kira Yarmysh – mener, at han blev forgiftet.

Det er ikke bekræftet fra officielt hold, at Navalnyj skulle være offer for en forgiftning.

Den russiske regering håber, at han kommer sig hurtigt, siger præsident Putins talsmand, Dmitrij Peskov, ifølge AFP.

Hvis der er sket en forgiftning, vil der komme en formel undersøgelse, lover han.

Navalnyj ventes ifølge dpa at blive behandlet på universitetshospitalet Charité i Berlin, hvis han bliver bragt fra Sibirien til Tyskland.

Det er et særfly med et hold af medicinsk personale om bord, som efter planen skal bringe den 44-årige fremtrædende Putin-kritiker til Berlin. Det oplyser filmmageren Jaka Bizilj til dpa.

Ifølge Jaka Bizilj er de nødvendige tilladelser på plads, for at Navalnyj kan overføres til Tyskland.

Aleksej Navalnyj har længe været en af præsident Vladimir Putins mest åbenmundede kritikere.

Navalnyj er blevet anholdt og fængslet mange gange for blandt andet at deltage i demonstrationer.

/ritzau/