Talsmand: Putin-kritiker indlagt på intensiv efter forgiftning

Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj er i kritisk tilstand og bliver behandlet på et hospital i Sibirien.

Det oplyser en overlæge fra hospitalet ifølge nyhedsbureauet Tass. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Torsdag morgen skriver Navalnyjs talsmand på Twitter, at han fik det dårligt på en flyvetur tilbage mod Moskva.

Hun tilføjer, at Navalnyj tilsyneladende er blevet forgiftet.

Aleksej Navalnyj har længe været en af præsident Vladimir Putins mest åbenmundede kritikere.

I juli kaldte han afstemningen om en stor forfatningsreform ” en kæmpe stor løgn”.

Reformen betød, at Putin kan blive på posten frem til 2036.

/ritzau/