Talsmand: Putin-kritiker indlagt på intensiv efter forgiftning

Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj er i kritisk tilstand og bliver behandlet på et hospital i Sibirien.

Det oplyser en overlæge fra hospitalet ifølge nyhedsbureauet Tass. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Torsdag morgen skriver Kira Yarmysh, Navalnyjs talsmand, på Twitter, at han fik det dårligt på en flyvetur tilbage mod Moskva.

Hun tilføjer, at Navalnyj tilsyneladende er blevet forgiftet.

– Vi mener, at Aleksej blev forgiftet med noget, der blev blandet i hans te. Det var det eneste, han drak her til morgen, skriver Kira Yarmysh.

– Lægerne siger, at giften blev optaget i kroppen hurtigt på grund af den varme væske. Aleksej er nu bevidstløs, tilføjer hun.

Aleksej Navalnyj skulle onsdag morgen flyve fra Tomsk til Moskva. Inden afrejsen købte han en kop te i lufthavnen i Tomsk.

Indehaveren af caféen vil nu undersøge optagelser fra et overvågningskamera for at se, hvad der er sket, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Da Navalnyj fik det dårligt på flyet, valgte piloten at foretage en sikkerhedslanding i Tomsk, hvorefter Navalnyj blev hastet på hospitalet.

Aleksej Navalnyj har længe været en af præsident Vladimir Putins mest åbenmundede kritikere.

I juli kaldte han afstemningen om en stor forfatningsreform “en kæmpestor løgn”.

Reformen betød, at Putin kan blive på posten frem til 2036.

Aleksej Navalnyj forsøgte i 2018 at stille op til præsidentvalget. Han blev dog nægtet at komme på stemmesedlen.

Han har flere gange arrangeret demonstrationer mod præsidenten og hans styre.

Den 44-årige Navalnyj er blevet anholdt og fængslet mange gange for blandt andet “administrative overtrædelser” og for at deltage i demonstrationer.

/ritzau/