Malis opposition vil samarbejde med kupmagere om overgang

Oppositionskoalitionen M5-RFP i Mali vil samarbejde med de militære kupmagere i landet.

Det oplyser koalitionen i en erklæring onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

M5-RFP har “bemærket den indsats”, militærjuntaen har gjort for at “åbne for en civil politisk overgang”, står der.

Samtidig lover oppositionskoalitionen, at den vil samarbejde med militærjuntaen om “at udvikle en køreplan” med de nye ledere og deres tilhængere.

Samtidig varsler et af koalitionsmedlemmerne massedemonstrationer fredag til støtte for kupmagerne.

– Vi vil arrangere det største patriotiske arrangement, siger M5-RFP-medlemmet Choguel Maiga og tilføjer, at der vil være demonstrationer i hovedstaden Bamako og på tværs af landet.

Det sker for at “fejre det maliske folks sejr”.

Oprørssoldater, som tirsdag afsatte Malis præsident, Ibrahim Boubacar Keïta, og regeringen ved et militærkup, lovede tidligere onsdag, at de vil genskabe stabilitet og lede en overgangsperiode frem til et valg inden for “en rimelig periode”.

– Vores land synker ned i kaos, anarki og usikkerhed, hvilket mest skyldes de personer, som har ledet Mali. Vi er ikke opsatte på at få magt, men på at skabe stabilitet, sagde oprørernes talsmand, oberst Ismael Wague, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Præsident Ibrahim Boubacar Keïta trak sig fra posten som statsoverhoved i det vestafrikanske land og opløste landets regering og parlament sent tirsdag, efter at oprørske soldater havde tilbageholdt ham.

Oprørerne selv kalder kuppet for en folkelig opstand.

Deres handling er blevet fordømt over hele verden, og regionale og internationale partnere frygter, at Keïtas fald kan destabilisere den tidligere franske koloni og hele Sahel-regionen.

Mali har været præget af politisk ustabilitet, efter at modstandere af præsidenten siden juni har holdt store demonstrationer og krævet hans afgang.

Det er hovedsageligt M5-RFP, der har stået bag demonstrationerne.

Onsdag erklærede oberst Assimi Goita sig selv for leder af en militær komité ved navn Den Nationale Komité for Frelse af Folket, der er oprettet til at lede Mali efter kuppet.

Goita var en af i alt fem officerer, der tidligt onsdag morgen stod frem på tv i Mali for at præsentere de militære oprøreres program.

/ritzau/