Over 20 skovbrande raser i Californien under hedebølge

Californien kæmper natten til onsdag dansk tid med over 20 skovbrande, mens en ekstrem hedebølge har slået rekorder flere steder i det vestlige USA.

Over 760 brandmænd er indsat ved den største af brandene, som er i den nordlige del af delstaten.

Omkring 17.800 hektar er brændt ned i den store brand.

Kun 30 procent af branden er inddæmmet tirsdag eftermiddag, melder brandmyndighederne.

Flere brande er derudover aktive nær Los Angeles og nord for San Francisco.

Det er en giftig cocktail af høj varme samt tordenbyger, som har skabt mange af brandene.

Tusindvis har måttet lade sig evakuere, og Californiens guvernør, Gavin Newsom, erklærede krisetilstand tirsdag.

En mand står tiltalt for angiveligt at have startet en stor brand nær Los Angeles, melder kontoret for distriktsanklagerne i millionbyen.

/ritzau/dpa