Malis tilfangetagne præsident trækker sig på stats-tv

Malis præsident, Ibrahim Boubacar Keita, trækker sig fra posten som statsoverhoved og opløser parlamentet, efter at han tirsdag blev tilbageholdt af oprørssoldater.

Det meddeler Keita på den statslige tv-station ORTM i det vestafrikanske land, skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters natten til onsdag.

– Jeg ønsker ingen blodsudgydelser for at holde mig ved magten, siger han i en kort besked ifølge Reuters.

Tirsdag blev Keita sammen med landets premierminister, Boubou Cissé, taget til fange af oprørssoldater.

– Vi kan oplyse, at præsidenten og premierministeren er under vores kontrol, sagde en oprørsleder, der ikke ville have sit navn frem, til AFP.

De to regeringsledere blev pågrebet i præsidentpaladset i Malis hovedstad, Bamako, oplyste den unavngivne oprørsleder.

Tidligere på dagen kom der meldinger om, at soldater havde indledt et oprør fra en kaserne i garnisonsbyen Kati, der ligger tæt på Bamako.

Et lignende oprør fra samme militærbase i 2012 førte til et militærkup.

De dramatiske begivenheder i Mali er imidlertid “ikke et militærkup, men en folkelig opstand”. Det sagde en talsmand for koalitionen M5-RFP, der har stået bag den seneste tids store demonstrationer mod Malis regering, til Reuters.

– IBK ville ikke lytte til sit folk, sagde talsmanden, Nouhoum Togo, med brug af præsidentens initialer.

– Vi foreslog endda et alternativ, men han svarede igen med drab.

Mali har været præget af politisk ustabilitet, efter at modstandere af præsident Keita siden juni har holdt store demonstrationer, hvor de kræver, at han går af.

/ritzau/