Finland genindfører restriktioner for rejser til Danmark

Den finske regering meddeler onsdag, at den har genindført restriktioner for rejser til en række lande, som har stået på den grønne liste. Det gælder blandt andet Danmark.

– Den interne grænsekontrol og rejserestriktioner genindføres for trafikken fra Norge, Danmark, Island, Tyskland, Grækenland og Malta, skriver den finske indenrigsminister, Maria Ohisalo, i et tweet.

– Den stadigt mere alvorlige krise med coronavirus forskellige steder i Europa betyder, at regeringen nu genindfører grænsekontrol og karantænekrav for en række lande. Det sker efter maratonforhandlinger i den finske regeringskoalition, skriver den svensksprogede avis Hufvudstadsbladet i Helsinki.

Avisen skriver, at de nye restriktioner er et kompromis, hvor der både er taget hensyn til øget sikkerhed i foranstaltningerne mod pandemien og ambitionerne om at holde grænserne åbne.

Flere Schengenlande, som i sommeren ikke har været omfattet af restriktioner, bliver nu omfattet af grænsekontrol og karantænekrav. Det gælder Cypern, Irland, Japan og San Marino.

/ritzau/