Australien vil gøre vaccine så obligatorisk som muligt

Australiens premierminister, Scott Morrison, siger, at en mulig coronavaccine skal være så “obligatorisk” som muligt.

Det sker i en udsendelse onsdag på den lokale radiostation 3AW, skriver The Guardian.

Tidligere på dagen meddelte han, at der er lavet en aftale med producenten AstraZeneca, om at Australiens indbyggere vil få gratis adgang til lægemiddelselskabets vaccine, hvis den viser sig at virke og være sikker.

– Jeg vil forvente, at den bliver så obligatorisk, som man overhovedet kan gøre den, siger Morrison til radiostationen.

– Der er altid undtagelser til enhver vaccine på baggrund af sundhedsmæssige overvejelser, men det bør være den eneste grund.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er der dog ikke truffet nogen endelig afgørelse om, hvordan det præcist skal rulles ud.

Morrison forventer angiveligt indvendinger fra en række sider i forhold til tiltaget, men mener, at sagen er af afgørende betydning.

– Vi taler om en pandemi, der har ødelagt den globale økonomi og taget livet af hundredtusinder over hele verden og 450 australiere.

– Vi har brug for et meget omfattende modsvar, så vi kan få Australien tilbage til normalen, siger Morrison til radiostationen ifølge The Guardian.

Landet har allerede gennemført en politik, som har fået navnet “no jab, no play” (intet stik, ingen leg, red.), som betyder, at en række former for understøttelse kan tilbageholdes, hvis ikke børn bliver vaccineret.

Det gælder blandt andet sygdomme som polio og stivkrampe.

Debatten raser dog ifølge AFP fortsat om, hvorvidt reglerne er et for voldsomt indgreb i individets frihedsrettigheder.

Endnu er ingen vaccine blevet godkendt efter at have været igennem fase 3-test på en større mængde mennesker.

Morrison siger dog, at han håber, at Australien kan begynde at vaccinere folk tidligt i det nye år.

/ritzau/