45 døde i årets hidtil dødeligste forlis ud for Libyen

Mindst 45 migranter er omkommet i et forlis ud for Libyens kyst.

Det meddeler FN’s Organisation for Migration (IOM) og FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, i en pressemeddelelse.

Det er det hidtil højeste antal dødsofre i år ved et forlis ud for den libyske kyst, siger IOM.

37 mennesker blev reddet op af vandet af lokale fiskere. De har fortalt til IOM, at 45 andre mistede livet, da motoren på deres båd eksploderede.

Blandt de omkomne var fem børn.

Forliset skete mandag ud for byen Zwara, fremgår det af pressemeddelelsen.

De overlevende blev siden anholdt, da de kom tilbage på land i Libyen. Det er først og fremmest migranter fra Senegal, Mali, Ghana og Tchad.

IOM og UNHCR opfordrer til, at EU og Libyen genovervejer indsatsen på Middelhavet. Der er et akut behov for at styrke den nuværende redningsmission, skriver de.

Som det er i dag, er det primært ngo’er, som opererer de skibe, der redder migranterne på havet.

– Der er et fortsat fravær af en dedikeret og EU-ledet redningsmission, skriver IOM og UNHCR.

De to organisationer frygter, at der er “risiko for endnu en katastrofe” med “store tab af liv”, hvis der ikke sættes ind med flere skibe, der kan patruljere på havet.

Når lokale fiskere samler nødstedte migranter op på havet, sejler de dem til nærmeste havn.

FN-organisationerne mener, at en ordentlig redningsindsats fra europæiske landes side ville betyde, at migranterne ikke behøver bliver sejlet retur til Libyen. Her fængsles de under kummerlige forhold.

Hvis Libyen skal stå for redningsmission, må de være med en garanti for, at “ingen bliver vilkårligt tilbageholdt, mishandlet eller udsat for krænkelser af menneskerettighederne, efter de er gået i land”, lyder det fra IOM og UNHCR.

/ritzau/